Neuropædagogisk tilgang:
Neuropædagogik kan defineres som pædagogiske overvejelser og fremgangsmåder på baggrund af viden om hjernens funktion og funktionshæmninger i forbindelse med dysfunktioner og skader. Neuropædagogik kan ses som en forståelsesramme, der kobler blandt andet neuropsykologisk og socialpædagogisk viden med sigte på at støtte det enkelte menneske i at kompensere for begrænsninger samt udnytte og udvikle ressourcer.
Hvad er Neuropædagogik:
Neuropædagogik kan forklares som pædagogiske overvejelser og fremgangsmåder på baggrund af viden om hjernens funktion og funktionshæmninger i forbindelse med dysfunktioner og skader. De pædagogiske overvejelser og tiltag sker gennem fokus på konteksten og samspillet. Neuropædagogisk praksis er således rettet mod tilpasning af rammer, struktur og relationer, så det bedst muligt understøtter den enkeltes livskvalitet og trivsel.
En neuropædagogisk forståelsesramme kan ikke hjælpe os med at forudsige en adfærd, men kan nuancere vores forståelse og nysgerrighed i forhold til de tilstande og intentioner, som kan ligge bag en adfærd, og som brugeren kan være begrænset i at udtrykke på anden vis.
Dysfunktionen i hjernen kan ikke stå alene i forhold til at forklare, hvilken betydning handicappet har for personen. Betydningen af handicappet bliver først tydelig i mødet med omgivelserne.
Neuropædagogik kan altså defineres som: Individuelle pædagogiske tiltag fortaget på baggrund af en generel viden om hjernen og hjerneskader, en specifik viden om den givne hjerneskade og en specifik viden om den hjerneskadede.
Neuropædagogik på Skærvebo/ Annekset:
Vi forsøger at lave individuelle rammer, strukturer og samspil som tilgodeser den enkeltes behov.
Vi planlægger vores praktiske pædagogiske arbejde på baggrund af vores viden om borgerens ressourcer, motivation og problematik.
Vi er bevidste om vores krav og forventninger til borgerne set udefra deres aktuelle udviklingstrin, handicap og dagsform.
Vi, som professionelle, skal støtte den enkelte borger i at udnytte sine ressourcer ved at tilrettelægge miljøet sådan, at forstyrrende stimuli reduceres, og så må vi overveje, hvordan vi selv kan tilpasse os i relationen med brugeren, så vi ikke selv bliver et forstyrrende element.
Udgangspunktet er at det ikke er borgeren, der ejer problemet, men omgivelserne, og derfor er det medarbejderens ansvar at sikre, at omgivelserne og os selv er indstillet på borgerens behov og forudsætninger.
Står vi overfor sværere problematikker har vi mulighed for at indkalde ekspertise eller selv at lave et neuropædagogisk projekt, hvor vi indsamler faktuelle informationer, laver forudsætningsanalyse og udviklingsbeskrivelse. Samlet danner dette baggrund for at opstille hypoteser om funktionsniveauer, samt tydeliggøre ressourcer og begrænsninger.
